
Der kunne købes alt fra fisk, legetøj, grønt og frugt til flotte flettede kurve. Vores guide fik købt ind til vores frokost og det var vores næste stop på vejen. På en lille vejrestaurant blev vores friske råvarer tilberedt og 10 minutter efter var en dejlig frokost parat. Vi fik efterfølgende købt lidt proviant til turen og kørte videre. Da vi kom til Lemanak floden, skulle resten af turen foregå i langbåde. Det var på med solcremen og så ellers sætte sig så godt tilrette som muligt i de dertil byggede små træstole. I knap 2 timer kunne vi nyde naturen fra den position.
Ved ankomsten til Batang Ai reservatet, hvor vi skulle bo i Borneo Adventures logde, skiftede vi hurtigt til badetøj. Inden solen gik ned skulle vi sejle en halv time til Enseluai vandfaldet. Der kunne vi få et bad i det friske klare vand og få prøvet kræfter med strømmen fra vandfaldet.
Da vi kom hjem til logden igen var der tændt små olielamper rundt omkring. Elektriciteten havde været nede i flere uger, så igen på turen var vores Tiger butik lommelygte en kærkommen ting i bagagen. Vi spiste en frisklavet middag bestående af ris, grøntsager og kylling. Derefter tog vi gangbroen over floden til vores nabo, en Iban landsby hvor alle 200 boede sammen i et langhus.
Langhuset er som navnet siger, et langt hus bestående af en udendørs veranda, et langt indendørs areal med døre ind til forskellige værelser hvor de forskellige familier bor. Udefra ser det meget primitivt ud. Der ligger brædder overalt, hunde og høns render rundt, tøj på tørresnore på kryds og tværs og man skal lige se sig for så man ikke træder i et af dyrenes efterladenskaber. Men værelserne hvor familierne bor er en anden historie. På Asiatisk manér er der ”pyntet” med plakater, nogle har gulvtæpper på gulvet, nogle et karaoke anlæg, andre et tv, store mørkebrune mahogni møbler, bløde madrasser med farvestrålende sengetøj. Noget mere gejlet end man skulle forestille sig når man så langhuset udefra.
Aftenen tilbragte vi på gulvet i langhusets fællesareal sammen med flere af familierne. Via vores guide kunne vi tale med dem og høre om livets gang i sådan en landsby, hvor alle bor under samme tag. De var meget gæstfrie og ligesom vi nød snakken, så tror jeg også de nød besøget fra vesten. Om ikke andet så havde sheriffen en grund til at åbne en flaske risvin.

Trætte efter en lang dag gik vi tilbage til vores langhus, hvor vi lagde os til at sove på en madras med myggenet over os. Det var en meget autentisk oplevelse, hvor vi fik mærket på egen krop, hvordan det er at leve langt inde i regnskoven i primitive omgivelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar