fredag den 16. september 2011

For at kunne afprøve så mange ture som muligt, delte vi os op i tre dage

Dennis & Martin - Mount Kinabalu

14/09: Nexus Resort & Spa – Kinabalu National Park
Efter en god nats søvn og et alt, alt for kort ophold på Nexus Resort & Spa var det blevet tid til at forberede sig på de næste par dages lidt mere strabadserende program, nemlig Kinabalu National Park og selve hiket til summit på Mount Kinabalu. Efter et solidt og lækkert morgenmåltid blev vi hentet af chauffør og guide for at køre den to timer lange køretur til Kinabalu Natoinal Park.



En flot, flot køretur igennem skiftende landskab. På vejen gik turen forbi Nabalu Market – et marked som ligger på vejen. Her gør de fleste stop for typisk at indtage et let lokalt måltid, købe lidt souvenirs, billig slik, sodavand og nødder. Herfra gik turen videre og ved ankomst til parken som ligger i cirka 900 meters højde, blev vi indlogeret på vores lodge. Ikke decideret ukomfortabelt men alligevel meget spartansk. Efter et hurtig check-in gik vi en tur med guiden på det såkaldte Silau Silau Mt. Kinabalu Park trail.



Efter dette meget moderate hike stod den på afslapning og efterfølgende et solidt aftenmåltid. Efter aftensmaden tog vi tilbage på værelset og pakkede den mindre oppakning til daypack og derefter sagde vi godnat. En nat der kom til at bestå af koldsved grundet ekstrem høj luftfugtighed.

15/09: Kinabalu National Park – Laban Rata/lejren midt på Mt. Kinabalu trekket
Om natten blev det ikke til meget søvn, og vi stod op til en meget fugtig og diset morgen. Det første jeg gjorde var at kigge ud af vinduerne for at se, om jeg kunne se bjerget – ikke en pind kunne jeg se. Dis, skyer og let regn prægede morgenbilledet. Ikke just det jeg havde regnet med, men sådan er det i regnskoven! Et (øv! koldt) brusebad blev efterfulgt af en hurtig påklædning – og så var vi så godt som klar til bjergbestigning! Nu stod turens højdepunkt altså for dagen! En hurtig og ikke alt for tung morgenmad blev indtaget og en let frokost pakket, alt imens chaufføren nærmest sad ved siden af og ventede på os. Herefter gik turen til Power Station – Mt. Kinabalu’s basecamp som ligger i cirka 1.825 meters højde.



Her skulle vi indskrive os på det officielle park kontor, med pas detaljer, navn med mere. Der er så meget styr på hvor mange de sender af sted og får tilbage i sidste ende. Dette skyldes sikkerhed, så de ved hvor på bjerget folk er og hvornår de skal sætte en evt. eftersøgning igang! Efter indskrevning mødte vi for første gang vores lokale guide. Dawat – en lille gut på størrelse med en halv pakke kiks, måske cirka 160 centimeter ”høj”. Vores første indskydelse var nok om han kunne klare opgaven – sidenhen blev vores tvivl gjort til skamme, han styrede for vildt!



Mt. Kinabalu trekket tager normalt 2 dage/1 nat. Man starter ud om morgenen på førstedagen og vender hjem, tilbage til Basecamp, alt lige fra sen formiddag efterfølgende dag til meget sen aften efterfølgende dag. Alt afhængig af form og formåen. Turen er i alt 21 kilometer lang, og tager for folk med god kondition cirka 24 timer, inklusiv overnatning, hvil med videre. Mt. Kinabalu er dog hvert år hjemsted for det såkaldte ”Mount Kinabalu International Climbathon” hvor såvel lokale som internationale dyster på tid om at nå toppen og tilbage igen. Første gang denne event fandt sted var i 1987. Indehaveren af den nuværende rekord er Marco De Gasperi fra Italien, der nåede toppen (4.095 meter) på bare 1 time og 35 minutter og var tilbage igen efter bare 2 timer og 33 minutter!! Helt helt urealistisk, men ikke desto mindre – sandt!



Målet for første dagen er trek til Laban Rata Resthouse, som er mellemstationen, hvor vi skulle overnatte, inden den endelige opstigning til toppen. Målet var at tage det stille og roligt på førstedagen, men alligevel valgte vi at give den ”lidt” gas! Trekket til Laban Rata gik over stok og sten, igennem mudder, over rindende vand, væltede træer, græsrødder, op ad stiger, hvilket gentog sig igen og igen. Dette er bestemt IKKE for gangbesværede. Når det så er sagt, er det for alle med rimelig kondition. Hvor lang tid det tager til Laban Rata afhænger udelukkende af ens form og fysiske/psykiske formåen. Vi forlod Basecampen cirka kl. 10 og var fremme ved Laban Rata cirka kl. 13.15. Dette vil jeg sige er hurtigere end gennemsnittet.



Turen på vej op bød på nogle pænt kraftige regnskyl – ikke så slemt igen, da der undervejs var diverse shelters, hvor man kunne tage tiltrængte hvil eller spise lidt af den medbragte frokost. Der var også fine toilet faciliteter, så også på den front var alt tilfredsstillende. Efter en times vandring begyndte vi at støde på de første fra den tidligere dags gruppe – der næsten alle kastede et ”good luck” eller et ”have fun” mod os, alt imens de storsmilede. Næste dag skulle vi finde ud af, hvorfor de så glade ud længere nede. Ikke alle så dog lige friske ud, og så i den grad ud til at kunne trænge til et velfortjent hvil!

Ved ankomst lidt over middag - efter cirka 1.300 højdemeters vandring - til Laban Rata, som ligger i over 3.000 meters højde, stod regnen stadig ned i lårfede stråler. Ikke det mest opmuntrende og vi kunne ikke lade være med at tænke på, om det ville fortsætte til tidligt næste morgen, hvor vi skulle stå på toppen! Temperaturen, som dagen forinden lå på cirka 35 grader (da vi startede ud fra Nexus Beach Resort) - og efterfølgende dag ved parken var faldet til cirka 22 grader - var nu nede på kun cirka 8 grader i de 3.000 meters højde. Ikke nødvendigvis koldt for danskere, men når man tager træthed, manglende mad, regn og blæst i betragtning var dette pludseligt meget koldt.



Vi havde svært ved at få varmen, så efter hurtig indlogering på værelset (et rum med 4 køjesenge) tog vi et varmt bad, iklædte os lidt varmt og tørt tøj, og satte os i fællesfrokoststuen for at få lidt at spise og drikke. Vi måtte vente helt til klokken 19, før der blev serveret aftensmad. I mellemtiden måtte vi stille den værste sult med snacks, colaer og diverse, som i øvrigt er til kraftige overpriser. Alt taget i betragtning er disse priser helt fair, da alt skal fragtes op på bjerget af lokale bærere! I øvrigt får kun et få antal personer adgang til Mt. Kinabalu Climb pr dag. Dette bl.a. af sikkerhedsmæssige årsager. Senere ud på eftermiddagen, og indtil først på aftenen, begyndte de resterende af dagens klatrere at ankomme til Laban Rata, nogle sågar efter at aftensmaden var blevet serveret. Så der er virkelig forskel på folks form og dermed ankomsttidspunkt til Laban Rata lejren. For de sidst ankomne betyder dette stort set direkte i seng, og kort hvil, for cirka klokken 21 skal der være ro på gangene. Det grundet, at afgang for de første klatrere til endelig opstigning er cirka klokken 02.00 – hvilket betyder OP klokken 01.45!

16/09: Laban Rata – Summit – Basecamp – Kuching
”Natten” bød ikke på meget søvn grundet diverse snorken, papirstynde vægge og larm på gangene. End ikke de medbragte ørepropper formåede at holde larmen ude. For at toppe det gjorde den tunge luftfugtighed det ikke bedre, og natten bød igen på svedeture, hvilket gjorde, at man efterfølgende frøs. Eftersom vi var blandt de første oppe på 1. dagen var vi også de første der skulle stige op til toppen. Efter hurtig tøjskifte, påklædning og toiletbesøg stod vi klar kl. cirka 02 med pandelygten tændt og klar til at nå toppen inden solopgang cirka kl. 06! Hvor den første del af trekket bød på skiftende terræn i henholdsvis mudder, sten, græsrødder, vand med videre, skulle den nu blive erstattet med trapper, lodrette stiger i stål og skrå våde bjergskrænter hvor eneste vej frem er at trække i fastgjorte reb! Absolut ikke et ønske scenarie for den højdeskræmte! Eneste positive var, at det var mørkt og vi ikke kunne se længere end de få meter frem, som pandelygten lyste! Højdeskrækken skulle dog vise sig at blive udfordret lidt mere på nedturen!



Vi nåede toppen af Mt. Kinabalu (4.095 meter) i rigtig god tid. Faktisk så god tid, at vi sad og småfrøs på toppen cirka 45 minutter før solen stod op. Det var koldt og kun lige lidt over frysepunktet, og den relativt kraftige vind gjorde det bestemt ikke bedre. Her sad vi og nød de medbragte snacks iblandt vrimlende bjerg rotter, og prøvede på bedste formåen at holde varmen. Samtidig sad vi klar med kameraerne og ventede på solopgangen. Der kom den så, en flot flot, klar og skyfri solopgang, hvor vi kunne se så langt øjet rakte. Det var det hele værd, blev vi hurtigt enige om!



Eneste minus var, at vi nu havde en meget lang nedstigning igen. Efter at have taget en del billeder begyndte der at komme flere og flere folk til og pladsen blev mere og mere trang. Vandrere som ikke havde nået det til solopgang begyndte nu at ankomme i hobetal og Dawat - vores guide sagde, at nu var det tid at begynde nedstigning.



Hvor man på vej op hviler over natten på Laban Rata, er der tale om nedstigning hele vejen til Basecamp omend med mellem-hvil og noget at drikke på Laban Rata på nedturen. Vi tog hele nedstigningen fra toppen til Basecamp på bare 3 timer og blev dermed de alleførste nede fra bjerget fra den gruppe på dagen – pavestolte og megatrætte! Selve nedturen virkede ikke så hård, men de efterfølgende dage skulle vise sig at blive meget meget slemme. Man bruger sine ”bremsemuskler” rigtig meget på nedstigningen, hvilket resulterede i, at jeg næsten ikke kunne gå de efterfølgende 5 dage!!!



Efter returnering til Basecamp/Powerstation hvor vi afhentede vores certifikat, stod den på bad og efterfølgende frokost. Herfra gik turen videre mod lufthavnen i Kota Kinabalu, og med fly mod Kuching og efterfølgende overnatning på Grand Margherita Hotel. Her mødtes vi igen med vores kolleger som havde været på ture til hhv. Bako National Park og grotterne i Mulu. Efter et par hårde dage, og en hurtig fælles middag, var der fuldstændig udsolgt hos os begge og vi sov til den lyse morgen.


Lene, Marianne & Pernille – Dagstur til Poring Hot Springs

14/09: Nexus Resort & Spa – Poring Hot Springs – Kota Kinabalu
Efter en god nats søvn, en overdådig morgenbuffet og et alt for kort ophold, var det blevet tid til at forlade Nexus Resort & Spa. Vi blev hentet af chauffør og guide, og fra KK kørte vi gennem den frodige natur i bjergområdet Crockers Range mod Mount Kinabalu National Park. Det var en klar dag, og vi havde et fantastisk udsyn til Mount Kinabalu på store dele af turen.



Bjerget, der med sine 4.101 meter er Sydøstasiens højeste, tronede i sollyset med den stejle klippetop – en top som var drengenes mål over de næste par dage! Vi gjorde stop i landsbyen Nabalu, hvor der var mulighed for at handle frugt og lokalt produceret håndværk på det lokale marked. Der var også en udsigtsplatform, med et fantastisk panorama til Mt. Kinabalu – et perfekt fotostop, som mange dagsturister benytter sig af!

Ved ankomsten til Kinabalu nationalparken gjorde vi ligeledes stop, for at strække benene, og gå en lille guidet tur rundt på en af nationalparkens natur stier. Vi så mange flotte blomster og planter, og fik et lille indblik i, hvad der venter, hvis man begiver sig dybere ind i dette fantastiske naturområde. Mere end 280 forskellige fuglearter lever omkring Mount Kinabalu. Det samme gør en række kødædende planter, 26 rhododendron-sorter samt ikke færre end 1.200 orkidé-arter, der trives i de dybe, fugtige tågeskove.



Vel fremme ved Poring, ventede der en spændende og utraditionel oplevelse. Omgivet af jungle og bambuslunde, gik vi en tur på de lange gang/hængebroer, som var spændt ud 35 m oppe i luften! Her kunne man bogstavelig talt gå en tur i trækronerne af den tropiske regnskov.



En udfordring hvis man ikke er specielt glad for højder, men alle klarede det i fin stil! Og så foregår der jo meget aktivitet i trækronerne, som vi mennesker normalt ikke har indblik i, og samtidig var der også en super udsigt ud over regnskoven.



Tilbage med sikker grund under fødderne, spiste vi en dejlig frokost på en lille hyggelig restaurant, og bagefter var der mulighed for at dyppe tæerne i de varme kilder, som Poring er berømt for. Der var i virkeligheden nærmere tale om en slags mini badeland med pool områder og små badekar, som man selv kunne fylde op med dejlig varmt vand fra kilden. Idet det var national helligdag, havde rigtig mange lokale fundet vej til de varme kilder! Så i stedet for selv at hoppe i, kiggede vi os i stedet lidt omkring, og benyttede lejligheden til, at tage billeder af de glade børn, som boltrede sig i det varme vand.



Retur i KK tjekkede vi igen ind på Promenade hotel, og kiggede os lidt omkring i byen, inden det var tid til at krybe til køjs, efter en lang dag på farten.


Marianne & Lene – Mulu National Park

15/9: Kota Kinabalu – Mulu National Park
Med en let morgenmad i en ”doggybag” fløj vi fra Kota Kinabalu via Miri til Mulu. Ved ankomst i Mulu lufthavn, som vist er den mindste lufthavn jeg nogensinde har set, blev vi modtaget af vores guide og kørt til Royal Mulu Resort. Vi blev indlogeret på vores store værelse og efter et hurtigt skift til badetøj, så vi vores snit til et lille hvil ved resortets afkølende pool. Der spiste vi også en lækker frokost i form af en god solid vestlig club sandwich og kl. 14.00 blev vi hentet af vores guide.



Vi blev kørt ud til Gunung Mulu National Park, hvor vi blev indregistreret og kunne begynde vores gåtur mod grotterne. Vejen ud til grotterne Deer Cave og Lang Cave foregår gennem regnskoven 3,8 km på en træ gangbro. Gangbroen er flot vedligeholdt, hvilket vi satte mere pris på på tilbagevejen, som foregik i mørke. På vejen til grotterne var vi heldige at opleve blandt andet flotte sommerfugle, vandrerne pinde, farvestrålende insekter mm.



Ved ankomsten til grotterne var der tid til en tår medbragt vand, men muligheden for at købe en overbetalt Cola var også til stede. Først så vi Lang Cave, som er den mindste af de to grotter i dette område. Men stadigvæk en stor grotte med flotte klippeformationer skabt igennem tusindevis af år. Vi gik rundt på de mørke stier og fulgte lyset fra vores lommelygter.

Og når der var noget ekstraordinært så lyste vores guide med hans noget større lygte op og fangede evt. et billede af en kæmpe stor edderkop og ikke mindst mange flagermus hængende i toppen.



Derefter skulle vi i Deer Cave. Det er en god idé at tage denne til sidst da den er enorm og en større oplevelse end Lang Cave. Det siges, at den har verdens største entré til en grotte (2 km lang og med 170 m til loftet), og den skulle kunne rumme 40Boeing 747 fly. Er man til grotter så må man ikke være denne oplevelse foruden. Igen så vi flotte klippeformationer mens vi gik længere og længere ind i grotten. Vi kunne også lugte de mange flagermus der hang oppe under loftet.



Efter besøget i de 2 grotter satte vi os udenfor på tilskuerbænkene hvor endnu en stor attraktion skulle til at finde sted. Næsten hver eftermiddag omkring 16.00 – 18.00 kan man se flagermusene fra grotterne flyve ud for at finde føde. Det er en utrolig oplevelse og man sidder og venter på flagermusene, der lige pludselig dukker flyvende op over bjergryggen. Lidt som når man nytårsaften står og kigger op på fyrværkeri, der springer ud, sådan kigger man efter de ca. 3 millioner flagermus, der flyver i hold og alle i forskellige formationer.



Solen var gået ned da vi gik tilbage ad gangbroen de 3,8 km – nu i mørke. Vi kunne drage den konklusion, at vi ikke ville have kunnet tage turen tilbage kun med hver vores lille lygte fra Tiger butikken. På hjemturen blev vi ekstra glade for vores guide med hans store lommelygte.



Hjemme igen på Royal Mulu var det tid til et bad og efterfølgende buffet i restauranten.

16/09: Miri & Mulu – Kuching
Efter en spændende oplevelse med de kæmpestore grotter, Deer Cave og Lang Cave, de mange flagermus, trekket tilbage til bilen gennem parken i bulder-mørke og ikke mindst en rigtig god nats søvn på Royal Mulu Resort, var vi klar til endnu en spændende dag med sejlads på floden, jungle, natur og hulevandringer.



Efter morgenmaden startede dagen med en tur ned ad floden på vej til Wind Cave – uden flodtur, ingen huler. På vej nedad besøgte vi et lille stammesamfund, hvor de er flyttet ud af junglen og tættere på floden. Beboerne bor stadig i langhus, men et nyere et af slagsen. Folkene her – især kvinderne – tjener lidt ekstra til dagen og vejen ved at forarbejde og sælge deres kunsthåndværk. Dette foregår under et tag, hvor der er stillet lange rækker af borde op. De sælger ikke bare deres produkter, de bruger naturligvis også tiden konstruktivt til at forarbejde nye produkter, mens de alligevel sidder under bordene. Det er et pudsigt lille sted, hvor hunde, høns og børn løber rundt mellem hinanden. Og livet går sin vante gang, selvom der kommer nogle få turister på besøg. Én gav en demonstration af en næsefløjte, mens kvinden ved bordet ved siden af gjorde siv klar til kurveflet.



Turen på floden, denne tidlige formiddag, gav i det hele taget mange gode og behagelige oplevelser. Vi fik en chance for at se, hvordan det daglige liv forløb her, hvor man bruger floden som badekar, vaskemaskine og legeplads!

Ved ankomsten til Wind Cave skulle vi gå op langs bjerget for at komme til hulerne. Det lyder betydeligt mere dramatisk end det var. Hele vejen op var der lavet en sti af solide træbjælker, som var hamret ind i bjergsiden. Der var et godt rækværk at holde fast i, og vi fik en god udsigt over floden på den ene side og bjergvegetationen på den anden side. Hele vejen op ad bjergsiden var der masser af orkideer og insektædende planter. Nogle af de kødædende planter var meget store – så vi begyndte at passe lidt på med, hvor vi stak hænderne hen!!



Wind Cave ligger næsten lige ved siden af Clearwater Cave. Wind Cave er karakteriseret ved den blæst, der blæser gennem hulerne samt de meget specielle klippeformationer i hulen. Efter et besøg i imponerende Wind Cave, der til fulde levede op til sit navn, gik vi over til Clearwater Cave ad en sti af træbjælker. Det tog ca. 5 minutter at gå over til Clearwater Cave. Begge huler er en del af det samme hulesystem, men er i øvrigt noget forskellige. Hvor det første man lægger mærke til ved Wind Cave er vinden, er det første man lægger mærke til ved Clearwater Cave den underjordiske flod. Igen var her masser af stalakitter og stalamitter, og i denne hule havde de formået at placere projektørerne, så lyset virkelig fremhævde de meget specielle klippeformationer.



Da vi var færdige med at opleve Clearwater Cave, skulle vi 200 trin ned ad bjerget for at komme ned til en platform langs floden. Her spiste vi frokost i skyggefulde omgivelser, og der var gode muligheder for et dukkert. Der var en sø, skabt af floden lige ved platformen, hvor det var ideelt med en lille dukkert. Og naturligvis var der mulighed for omklædning, hvis man ikke lige havde tænkt over det, da man tog afsted fra hotellet fra morgenstunden.



Efter en god formiddag i hulerne, skulle vi videre. Vi havde jo et lidt stramt program, så vi måtte af sted til lufthavnen for at flyve videre til Kuching og mødes med de andre igen. Vores fly afgik kl. 15.20 og selvom lufthavnen ikke er andet end en lille træbygning med træbænke, skal man stadig checke ind 2 timer før afgang! Hvad lufthavne angår, så er den i Mulu lille, charmerende og MEGET hurtigt overset. Efter ankomsten til Kuching gik turen direkte til vores hotel, Grand Margherita Hotel for at møde de tre andre, som havde været på ture til hhv. Bako National parken og Mount Kinabalu. Efter en hurtig fælles middag ved floden, gik vi tidligt til ro, så vi kunne være klar til at opleve en ny by og et nyt område.


Pernille - Cultural Village Kuching & Bako Nationalpark

15/09: Kota Kinabalu – Kuching
Dagen startede tidligt med en solid morgenbuffet på hotellet, inden jeg blev hentet og kørt til lufthavnen. I dag skulle jeg flyve mod Sarawak til delstatens hovedstad Kuching, også kendt som ”kattenes by”. I Kuching lufthavn ventede en repræsentant fra MarcoPolos lokale Borneo leverandør på at køre mig ind til deres kontor i byen.



Her havde jeg møde med MarcoPolos kontaktperson i et par timer. Jeg blev hjerteligt modtaget af personalet, og vi fik vendt de muligheder og udfordringer, som jeg havde noteret mig hjemmefra, og som vi havde observeret under vores rejse. Altid dejligt med en mulighed for at møde de personer ansigt til ansigt, som man via mail og telefon er i daglig kontakt med hjemme fra Danmark.

Om eftermiddagen kørte en chauffør og guide mig til Sarawak Cultural Village, som ligger midt i den smukke natur for foden af Mount Santubong ved Damai Beach godt 30 km (ca. en halv times kørsel) nord for Kuching.



Sarawak Cultural Village er et levende (prisvindende) museum, hvor man introduceres til Sarawaks oprindelige befolkningsgrupper og deres unikke og meget forskellige kulturer. På museets store natur område, er der bygget kopier af de oprindelige huse, der symboliserer de forskellige kulturer og etniske grupper, som Sarawak er kendt for. Under sloganet ”udforsk Sarawak på en halv dag”, fik jeg her mulighed for at få et indblik i deres hverdagsaktiviteter, se hvordan de boede, klædte sig og opleve de store kontraster i deres levemåde. Som afslutning på en hyggelig og lærerig eftermiddag, sluttede jeg besøget af med at se et flot danseshow i museets miniteater.



Ved 18 tiden var jeg fremme på hotel Grand Margherita i Kuching, mit hjem for de kommende to nætter. Hotellet lå meget centralt midt i byens forretnings og shopping område, lige ned til Sarawak floden, hvortil der var en skøn udsigt fra mit værelse. Det der var tilbage af dagen, var programfri til at kigge lidt nærmere på Kuching, som viste sig at være en utrolig hyggelig og charmerende by. Med sine ca. 500.000 indbyggere af mange forskellige etniske grupper, var gadebilledet ikke kedeligt. Gamle kinesiske templer og travle boder prydede næsten hvert et gadehjørne. Jeg blev mødt med liv og masser af farverige mennesker. I boder på gader og stræder var der et stort udbud af vævede tæpper, træfigurer og fletkurve i alle former og farver – så det var en god mulighed for at handle lidt souvenirs. Fra hotellet var der ikke langt at gå til Tua Pek Kong Templet, Fort Margherita og den charmerende basar.



Jeg slentrede på den 900m lange esplanade langs den stemningsfyldte flodbred, og nød at suge indtryk til mig, og fordøje dagens oplevelser. Solnedgangen herfra var helt spektakulær!

16/09: Kuching – Bako NP
Efter morgenmad på hotellet blev jeg hentet af min private guide for dagen.
Jeg havde glædet mig, for foran mig ventede en spændende dagstur til Bako National Park. Parken ligger på den yderste del af en stor halvø og er på tre sider omgivet af Det Sydkinesiske Hav. Turen derud tog ca. en time, og tiden var næsten ligeligt fordelt på en køretur til fiskerlandsbyen Bako Village og en sejltur videre til parken.



Det er ikke uden grund, at parken er meget populær. Den er let tilgængelig fra Kuching, her findes syv komplette biotoper og et mangfoldigt plante- og dyreliv. De mange vandrestier gør det muligt at komme helt tæt på dyrene. Man kan også betragte den kødædende plante, nepenthes, de mange forskelligartede orkidéer, insekter, firben og flagermus. Er den i blomst, vil der også være mulighed for at se verdens største blomst – Rafflesia.



Fra landgangsbroen, der fungerer som indgang til en af de flotteste og mest besøgte nationalparker i Sarawak, vandrede vi langs stierne, hvor der var god mulighed for at se vilde dyr i deres naturlige omgivelser. Jeg var bl.a. heldig at spotte næseaber, utallige flotte fuglearter, en monitor øgle og det største af pattedyrene i Bako, den skæggede gris. Vi kunne høre lydene fra dyrene i skovbunden og trætoppene, før vi fik øje på dem. Og det var en spændende oplevelse, at bevæge sig rundt på listefødder med kikkerten i den ene hånd og kameraet klar i den anden.



Jeg var heldig at opleve dette spændende område, inden regnen begyndte at sile ned, og vi måtte søge ly i frokost restauranten. På disse kanter er det en god idé, altid at ha et regnslag på sig, da heftige regneskyl opstår meget pludseligt! Heldigvis er vejret også ofte rigtig godt, og i så fald kan man være heldig at få mulighed for en svømmetur, mellem store klippeformationer, ved en af områdets flotte strande.



For vores vedkommende var der dog ikke udsigt til opklaring, og efter frokosten valgte vi, at vi havde oplevet nok for i dag. Da vi havde været så uheldige at komme med en åben båd, blev vi – på trods af regnslaget – gennemblødte på sejlturen, og det var to druknede mus der nåede tilbage til Bako Village! Vi nåede tilbage til Kuching og Grand Margherita hotel sidst på eftermiddagen, her sad jeg lidt på terrassen og nød udsigten, mens jeg fik varmen igen i den sene eftermiddagssol. Hen under aften mødtes jeg igen med mine kolleger, som netop var landet fra oplevelser i hhv. Mulu National Park og Mt. Kinabalu. Sammen nød vi en fælles middag på en lille restaurant ved floden, inden vi gik tidligt til ro for at være klar til en ny dag med fælles oplevelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar