Efter en dejlig morgenbuffet på Hotel Sandakan, havde vi tid til at slentre lidt rundt i byen på egen hånd. Sandakan er en mindre havneby i den østlige del af Sabah, og byen fungerer hovedsageligt som springbræt til områdets mange attraktioner. Byen har ikke det store at byde på, men vi hyggede os dog med at betragte det hektiske, fremmedartede dagligdagsliv og de små, sjove butikker. Vi kom også forbi et interessant marked med lokale specialiteter og masser af eksotiske frugter.

Fra Sandakan blev vi kørt op til Puu Jih Syh templet, et kinesisk, buddhistisk tempel, der med sin flotte beliggenhed på et bakkedrag over byen, tilbyder en fabelagtig udsigt over Sandakan bugten. Bestemt et besøg værd! Til frokost blev vi køtt til Sabah hotel, hvor vi nød en kæmpe buffet ved poolen. Havde der været tid, kunne vi sagtens have brugt lidt mere tid til afslapning i hotellets dejlige omgivelser. Men vi skulle videre med eftermiddagsflyet tilbage mod Kota Kinabalu, og det dejlige Nexus Resort, som ligger på Karambunai stranden ca. 30 km øst for KK.
Med noget forsinkelse ankom vi til Nexus Resort & Spa hen under aften. Vi fik en meget professionel og hjertelig modtagelse, og herefter den helt store rundvisning af deres salgschef. Resortet var så stort, at vi blev kørt rundt i minibus for at se det hele. Nexus består af 490 værelser og råder bl.a. over en naturpark til vandreture, egen 18 hullers golfbane, seks kilometer privat strand, tennis- og squash baner, spa, fitnesscenter og tre lækre swimmingpools! Efter en lang dag på farten kunne vi næsten ikke vente med at tjekke ind på vores værelser, og hoppe en tur i de dejlige pools inden aftensmaden. Nexus har flere forskellige restauranter og caféer, så der er mulighed for mad for enhver smag. Nexus indbyder simpelthen til afslapning og forkælelse – desværre havde vi alt for kort tid til rådighed. Men efter en hyggelig middag med kollegerne, blev der dog tid til en nærmere inspektion af spa/massagefaciliteterne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar